torsdag den 16. december 2010

Fascinationen af Fascinatores

Jeg er fascineret af fascinatores, jeg kan ikke få nok af dem, og hvorend jeg går hen, får jeg inspiration til nye. Jeg kan blive helt kulleret hvis jeg får en ide til en fascinator og så ikke kan komme igang med at lave den lige nu, her og med det samme!

I det hele taget er jeg ret betaget af hatte, i alle mulige og umulige afskygninger! Jo mere vanvittigt og kreativt jo bedre. Jeg burde nok have levet i barokken, med deres store parykker og deres hang til at pynte sig. Lidt pyntesyg er man vel altid. Synes det er en skam at det, at gå med hat, ikke er mere udbredt, altså lige bort set fra kasketter, som jo nærmest ikke kan betegnes som en hæderlig hat..

Jeg ved ikke hvor min fascination for hatte kommer fra, og så alligevel.. Min far har altid gået med hat, og han har en hæderlig samling af hatte, og indtil flere af dem måtte faktisk godt flytte hjem til mig, i stedet for at hænge et mørkt trappehul og aldrig blive brugt. Nå men jeg kan ikke få ham overbevist om at specielt en bestemt bowlerhat ville have det meget bedre her hjemme hos mig. Han mener at det er fjollet, da en bowlerhat er en herrehat, og at jeg jo bestemt ikke er en herre... Jeg synes det er fjollet, for en hat er en hat, uanset om der så er nogen der i tidernes morgen har besluttet at det er en herrehat, så synes jeg faktisk den passer ganske godt til mit hoved.

 Min Piratskatshat

Min røde tophat fascinator 

Min grønne kyllingetrådshat 

Og den nyeste til samlingen, min sølvhjerte fascinator :)

Nå men måske man skulle gå ind i stuen og kreere en fascinator, det er jo lige så det kribler i fingrene....

En stund af krampeagtig lykke

Det giver et sug i maven, og gåsehuden kryber frem, som små myrere kribler og krabler den frem over hele min krop. De små hår på armene og i nakken står som nåle i en nålepude. Kroppen gennemrystes af kuldegysninger, en krampeagtig trækning der starter fra tæerne og arbjeder sig hele vejen op til hovedbunden, så det føles som om ens hjerneskal er ved at bryde gennem huden.

Mit hjerte svulmer, flyder over og slår hårdt mod mine ribben, som om det hvert øjeblik kunne knuse det bur af knogler det er fanget i, bryde ud og stikker af. Jeg ligger fladt på gulvet, omsluttet af mørke, helt stille, kun min brystkasses lette bevægelse anes, mens lydene omkring mig føles som tykflydende væske der bølger imod mig. 

Jeg borer neglene ned i gulvet, holder vejret, og som en mental orgasme føler jeg musikken som et kærtegn i krop og sjæl. Jeg synker og trækker vejret dybt ind, med lukkede øjne, føler jeg den melankoli af føleser der bruser ud af højtalerne. Jeg svæver væk på en vatsky af lyd, jeg er vægtløs, jeg er ingenting, jeg er lyden, tonerne, musikken. Jeg strækker mig ud, bølger mod væggene, sprænger barriererene og flyder videre ud i verden. 

En løssluppen stemning af musik, på flugt fra begrænsninger og kasser. Jeg vil videre, ud, over, hen...

Som blid sne daler jeg ned over folk og fæ, omslutter dem, kærtegner og forfører, mine toner og lyde henfører dem i en ekstatisk nydelse, jeg bruser og bølger, vibrere videre mod fjerne egne, jeg er lyd, jeg er fri.

Tilbage på det kolde gulv, i ruinerne af den sprængte stue, ligger min krop, et hylster, som en tom papkasse, glemt og gemt.. 

Jeg åbner øjnene, pickup'en skratter mod pladen, der er stille, jeg fryser og er fortumlet, kun lyset fra anlægget viser de svage konturer af  min stue der er endnu, intet sprængt, intet ødelagt, kun stemningen er brudt, som en trommehinde der er sprængt, flyder mit hjerte over af tom ensomhed.

Jeg rejser mig, stiv i alle led og lemmer, tager pickup'en op, vender pladen, lægger mig ned, venter, det skratter, musikken kommer, det hele starter forfra.. jeg er lykkelig for en stund igen.