fredag den 22. februar 2013

Og så var der ikke mere vaskepulver - en tøjvaske-slackers kvaler

Jeg har en tendens til at være lidt af en slacker, når det kommer til vasketøj, specielt her om vinteren, hvor det at tørre tøj udenfor kan være lidt af en bedrift. Men når tøjskabet er ved at være tomt og man kun har hullede strømper tilbage, må selv en slacker bide i det sure æble og komme igang. Det skal siges at bjerget af vasketøj ikke just bliver mindre af, at det ene tørrestativ definitivt valgte at krepere for et par måneder siden. Det er blevet repareret en gang, men efter igen at være blevet løs i hængslerne, og efter at katten, gentagende gange, har ment at dette var et fantastisk sovestativ, opgav det en dag, ikke uden knirken, knagen og beklagelse, pludselig evret, og valgte at kollapse med kat og vasketøj og det hele.

Det er godt nok ved at være et stykke tid siden, men her i huset er det ikke altid at man rider samme dag som man sadler, så liget af stativet står her endnu, og et nyt er endnu ikke flyttet ind. Det tager dobbelt så lang tid at komme til bunds i sådan en bunke vasketøj, når man kun har et funktionelt tørrestativ til sin rådighed, hvilket måske heller ikke er vildt motiverende! Men, nøgen kvinde lærer vel sagtens også at få snøvlet sig igang med vasketøjet, på trods af dødt tørrestativ.

Som sagt så gjort, og efter kreativ udnyttelse af det ødelagte stativ, var undertegnede klar til at kaste sig ud i kampen mod det store tøjbunke-monster! Man er vel rollespiller, så man kan lige så godt gøre et eventyr ud af det, nu man har fået taget sig sammen! Efter to vaske og kreative tørringsophæg, havde motivationen faktisk spredt sig, og det der tøjbunke-monster virkede nu ikke helt så farlig og uoverkommelig som før, så beslutningen om, at endnu en vask var på sin plads, og at jeg sagtens kunne få plads til det, på min kreative udnyttelse af stativliget, var på sin plads, men så opdagede jeg, at jeg var løbet tør for vaskepulver!

Det er lidt ligesom at se luften gå ud af en ballon, og følelsen er den samme, som når man står under bruseren, og har fået fedtet håret godt og grundigt ind i shampoo, hvorefter man opdager at der ikke er mere balsam! Eller når man endelig, motiveret af tøjvasken, får snøvlet sig sammen til at tage den der dårlige samvittighed af en opvask, og midt i det hele opdager at man er løbet tør for viskestykker, fordi tøjbunke-monsteret har spist dem alle sammen. Og når man så samtidig er løbet tør for kattemad og kaffe, og andre af livets fornødenheder, så kan det snart være lige meget, men man tænker, i det mindste kan jeg da lige støvsuge, nu jeg har lidt kampgejst tilbage.

Men så er det at støvsugeren, på en meget støjende, hvæsende og spruttende måde, gør opmærksom på at der måske er noget der ikke er helt rigtigt, og katten rejser børster over den larmende tingest, så man hellere må slukke for monstromet, og finde ud af hvad der er i vejen. Man kan derefter konstatere at støvsugerposen er mere end fuld, og den pakke med støvsugerposer man har i skabet, er lige så tom som skuffen med viskestykker.

Man indser da, at det måske var på tide at få handlet ind, hvorefter man gør sig klar til at tage ind til byen. Man tjekker lige busplanen, får kigget på klokken, og kan efterfølgende konstatere at klokken er løbet tør for tid, eller at man i det mindste ikke får så meget ud af at tage ud og handle klokken halv ti om aftenen!

Det håbløse ved situationen går op for en, og man tænker, nå, men så kan det også bare være lige meget, så ser jeg bare noget fjernsyn og drikker noget kaffe, hvorefter man kommer i tanke om, at kaffedåsen også var tom, og at fjernsynet er løbet tør for nye ting, og sender genudsendelser som sædvanlig. Det eneste der er at gøre på nuværende tidspunkt, er bare at gå i seng!

onsdag den 20. februar 2013

Silkeborg, Silkeborg - en tung by at danse med

Hvor er jeg dog træt af Silkeborg, og dens elendige forhold for folk uden bil! Busserne er en by i Rusland, der kører som vinden blæser, og som bliver beskåret og ændret som vi andre skifter undertøj. Den ene butik efter den anden må dreje nøglen om, eller flytter over i Alderslyst området, der efter sigende bliver det nye hit, på grund af motorvejen. Midtbyen ender som en spøgelsesby, med et Torvecenter som en stor tom og grum påmindelse om, hvor tumpet det var at bygge det i første omgang. Hvorfor de overhovedet har planer om at udvide det monstorm, der siden det blev bygget, har stået halvtomt, og nu snart er heltomt, forstår man jo ikke. De vil have parkering under torvet, men når man kører ind til byen, kan man, uanset tidspunktet, se at der er temmelig mange ledige parkeringspladser rundt om i byen.

Det sidste nye er at posthuset i Bios gård har rykket teltpælene op og er flyttet ned i Kvickly, så man nu skal gå endnu længere end ellers for at hente sin post. Ikke nok med at de flytter posthuset, men postens service er jo også blevet formindsket kraftigt de senere år, så man begynder sgu snart at lede efter et andet alternativ. Jeg kan virkelig ikke se hvorfor de ikke kunne have fundet en anden løsning, så posthuset kunne være blevet inde i midtbyen, i stedet for at skulle rykke helt ned til Kvickly! Jeg ved godt at jeg, som et forholdsvist ungt menneske, sagtens kan trave den tur, både frem og tilbage, men det er der sgu mange ældre mennesker der ikke kan, og der kører jo ikke en eneste bus derned.

Fordelen skulle efter sigende være at postbutikken så følger Kvicklys åbningstider, men hvad hjælper det, når man skal vade hele vejen fra banegården og derned for at hente sine pakker! jaja, jeg ved godt at man kan tage en bus om til Godthåbsvej, og så har man da skåret lidt af turen, men helt ærligt, kan det virkelig være rigtigt at man skal med to busser for at hente sin post!?! Jamen der er jo sat sådan en postboks op ved banegården, og det er da også fint osv. men hvad så hvis man har fået en pakke der ikke kan gå ind i sådan en boks? Og så vidt jeg ved, kan man ikke sende post fra sådan en boks, så skal man have noget sendt, er man stadig nødsaget til at skulle ned til Kvickly. Jeg synes sgu det er utroligt at de bliver ved med at sætte priserne op, på porto og fragt og jeg skal komme efter dig, samtidig med at de sparer posthuse og servicen væk. Hvad skal alle de penge så bruges til, hvis det ikke er til at servicere kunderne!

Jeg ved godt jeg tit og ofte har klaget over de busser, men det føler jeg mig nu også temmelig berettiget til, da jeg ligesom er afhængig af at det skidt fungere bare en kende tilforladeligt. Havde jeg midlerne til det, var jeg fluks strøget til en køreskole og havde anskaffet mig et kørekort, og derfra ville jeg fluks skynde mig over til en bilforhandler og finde mig en bil. Men, nu er jeg jo altså ikke i den situation at jeg lige kan det, så jeg må nøjes med busserne.

Silkeborg er virkelig en sær by, dens prioriteter er virkeligt sære, der bliver hele tiden snakket om, at der skal spares, men det er de særeste steder der bliver sparet! For et eksempel, bliver al gadebelysning slukket kl. 23, eller 24, så der er bælg ragende mørkt over det hele, men kører man en tur ned langs Silkeborg Langsø, og vender blikket op mod kommunen, kan man se at der både brænder lys og at mange computerskærme ikke er slukkede! Det giver jo absolut ingen mening! Jeg ved godt at deres begrundelse er, at det skulle forhindre indbrud, men helt ærligt, var det så ikke bedre at indvestere i et ordentligt alarmsystem,  og så slukke al det lys, og så få noget lys på gaden i stedet for?

Nu er der jo så også snak om at Silkeborg skal have et nyt stadion, hvilket jeg vitterligt ikke kan se ideen i. Jeg ved godt at jeg også er farvet af, at jeg overhovedet ikke interessere mig for fodbold, eller nogen former for sport, men når man læser i avisen, hvor mange milioner det kommer til at koste kommunen, kan jeg virkelig slet ikke se hvad det skal gøre godt for!

Silkeborg, jeg er fandme ikke imponeret! Jeg elsker al den smukke natur, og det at man kan stå midt inde i byen, og efter 5 min.s gåtur står midt i naturen. Men alt det andet, det kunne jeg godt undvære. Nogen ville måske påpege, at hvis jeg er så utilfreds, så må jeg jo flytte et andet sted hen. Men det bliver det sgu nok ikke meget bedre af. Alle byer har jo deres positive og negative sider, og jeg kan da godt se, at jeg nok fokusere lidt meget på de negative, men, jeg lover at der nok skal komme et indlæg med de lidt mere positive sider en dag, men Silkeborg, du er fandme en tung by at danse med!