søndag den 28. juli 2013

Græsset synes grønnere på den anden side - en kærlighedsærklæring til Midtjylland

Jeg har i flere år, gået og sukket efter at komme ud til Vesterhavet, da det er noget helt fantastisk, når man nu som jeg, bor inde midt i Jylland, og til daglig, "kun" har adgang til søer og skov. Jeg bildte mig ind, at ved Vesterhavet var der meget skønnere, end her hvor jeg bor. Og det er vel egentlig en meget velkendt tendens, der er altid grønnere på den anden side af hækken, og naboens æbler smager meget bedre end ens egne..

Skæbnen ville, at mine svigerforældre inviterede os en uge i sommerhus, ved Vesterhavet, nærmere bestemt Vorupør. Det var jeg vældig glad for, og spændt på, nu skulle jeg endelig se Vesterhavet, og nyde det i fulde drag!

Som sagt så gjort, og vi tog afsted sidste lørdag. Forlod det bakkede landskab, de store skove og kølige søer, og kom ud blandt klitterne, og ud til vandet! Og sikke da fantastisk det var! Bølgerne, sandet, stenene, det flade landskab, de forkrummede og vindblæste træer. Vejret viste sig fra sin aller mest solrige side, og vi blev levende stegt, i det flade, skyggeforladte nordvest Jydske landskab. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det der med sol og varme, ikke lige er det, jeg er mest fan af, så det i sig selv var lidt af en udfordring. Men nede ved vandet, var det lige til at holde ud, og min blege hud, har da også fået hentydningen af brunhed, hvilket i sig selv er en sensation, da jeg er flittig bruger af solfaktor-ekstremt-højt, og for det meste har tøj på, der dækker mest muligt af kroppen.

Nå, men Vesterhavet. er jo helt fantastisk, de naturkræfter der er på spil, den uanede mængde af sten, der kan blive ved med at skylle op på stranden, solnedgangen, ja, jeg var i den syvende himmel!

Men så var det ligesom efter et par dage, at det blegnede lidt, jojo, vandet var skønt, men det der med at trave i sand, det er sgu lidt anstrengende i længden, og en hel masse sten, er ikke just bedre. Og når man så samtidig skal vade igennem 2 km. tilgroet sandklit, hvor der forøvrigt er vindstille, og stierne snor og drejer, så man helt sikkert går dobbelt så langt, for at komme ud til vandet, samtidig med at solen bager ned på en, og der absolut ingen skygge er, nogen steder, ja så begynder min begejstring ligesom at forsvinde lidt.

Og det flade landskab, jojo, man kan se riiigtig langt, og det er da sikkert også ganske udmærket, men skovtrolden her, manglede altså en ordentlig blandingsskov, med nogle bakker, og nogle dale, man kan gemme sig i, når solen mener at den skal forsøge at slå varmerekorden for x antal år, på en sølle lille uge!

Jeg synes stadig det er fedt at komme ud til Vesterhavet, men, det bliver vist aldrig et sted jeg kunne finde på at flytte ud, eller opholde mig, i mere end, sådan ferie-overskuelig tid, da jeg simpelthen vil komme til at savne den midtjydske bakkede natur alt for meget!

Konklusionen må, for nu at være totalt kliché-agtig, være, at ude er godt, men hvor er det dog vidunderskønt at komme hjem, og gense den natur, man alt alt for let kommer til at tage forgivet, fordi græsset synes grønnere på den anden side! Midtjylland! Jeg elsker dig!

Solnedgang over Vesterhavet, ganske smukt og stemningsfyldt.

Solopgang over "Mågesøen" Midtjylland, et af mine favoritsteder, og selvfølgelig helt fantastisk smukt!