torsdag den 15. oktober 2015

strandskaller og kranier - lidt om det at samle på døde ting

Ja, jeg ved godt overskriften er lidt... øh sær, men jeg kunne sgu ikke lige komme på andet... Nedenstående er en betragtning jeg har gået og puslet med i et stykke tid, jeg ved ikke lige helt om det er lykkedes mig at få udtrykt det jeg egentlig gerne ville, men ja, håber det giver bare lidt mening..

Hvorfor er det lige at du så godt kan lide død og kranier? Dette spørgsmål har jeg fået stillet ikke så få gange, og hver gang, bliver jeg altid lidt paf og forvirret, for hvad forventes der mon at jeg svarer, og hvad skal jeg overhovedet svare!? For det er jo ikke noget jeg lige pludselig har besluttet mig for, at nu vil jeg samle på kranier og skeletter. Det er jo bare kommet lige så stille, fascinationen, tiltrækningen, interessen.. Jeg har altid hældt til den tjaa, uhyggelige, mørke eller makabre? side... Det er svært at definere, fordi det for mig, aldrig har været uhyggeligt. Jeg betragter ikke et kranie som noget uhyggeligt, jeg betragter ikke døden som noget uhyggeligt, men som noget naturligt, og en del af livet. Vi ved ikke ret meget om vores liv og fremtid, og jeg ved godt det er en kliché, men en ting kan vi være sikre på, og det er, at vi alle sammen skal dø, på et tidspunkt.

Sidst jeg blev stillet ovennævnte spørgsmål, tror jeg nok, jeg svarede noget lignende, at kranierne er en påmindelse om vores egen dødelighed, og at de minder os om, at vi hver dag skal leve livet fuldt ud, for vi ved ikke hvornår det er slut. Og det er jo i og for sig også en ganske god grund. Jeg kunne også have sagt noget om, at jeg er fascineret af anatomi, og kroppens opbygning, jeg kunne have sagt så meget, men hvorfor er det lige, at jeg skal forsvare min fascination for kranier? Havde jeg nu haft en fascination for strandskaller (det har jeg faktisk haft...) var der jo ikke nogen der ville stille spørgsmål til det. I den periode hvor jeg samlede på strandskaller, var der aldrig nogen der spurgte mig, hvorfor jeg samlede på dem, og hvorfor jeg var fascineret af dem. Det blev bare accepteret med det samme, nå, hun kan lide at samle på strandskaller, punktum slut, ikke flere spørgsmål til det. 
Men kranier! kranier og knogler! Der må da ligge et eller andet bag, der må være en forklaring, et eller andet der gør, at hun samler på sådan noget uhyggeligt noget! For det er da ikke helt normalt...

Men, på en måde er kranier og strandskaller jo faktisk lidt det samme. De er begge ting der engang har været levende, og er en rest af noget der nu er dødt. Så hvorfor er det mere acceptabelt at samle på strandskaller end kranier? De er begge beviset på forgængelighed og død, en strandskal er jo i og forsig et bløddyrs skelet, så hvorfor er det ikke makabert at samle på dem? De fleste af de kranier jeg har, er alle sammen uægte, hvorimod alle mine strandskaller var ægte. For mig er begge ting lige smukke, på hver deres måde, men den ene ting vækker undren hos folk, mens den anden er anset som en fuldt ud accepteret ting at samle på. Det er sgu da lidt sært!

Måske har det noget med folks egen berøringsangst for døden, og det at forholde sig til sin egen dødelighed at gøre? Ja jeg ved det jo sådan set ikke, det er jo rent gætværk fra min side. Jeg kan ikke fuldt ud forklare min fascination, ud over det jeg allerede har skrevet, som alt sammen har en snert af det der er essensen af det. Men jeg tror aldrig jeg vil kunne sige, 100 % hvad det lige præcis er, der gør at jeg synes kranier er smukke, at Halloween og uhygge er det fedeste, og at kister, knogler og kranier optræder som en del af min indretning, og som en del af min udsmykning og mit udtryk. 

Når jeg kommer gående ned ad gågaden med min kistetaske på ryggen, er der ofte en del der glor, havde jeg haft min plys-frøtaske på ryggen, ville folk også glo, men de ville ikke spørge, hvorfor jeg går rundt med en nuttet plysfrø på ryggen. De vil måske tænke, aaah er hun måske ikke lige gammel nok til at gå rundt med sådan en? ( og ja, jeg har faktisk også en plys-frøtaske til at tage på ryggen..) Men ser de mig med min kistetaske, vil der helt sikkert være folk der spørger, eller tænker, hvorfor går hun rundt med en kiste på ryggen? er hun mon satanist? (Det spørgsmål har jeg også fået stillet et utal af gange, og nej, jeg er ikke satanist..).. Jeg plejer at sige, hvis jeg skal præsentere mig selv, at jeg er et mix af kontraster, jeg kan lide kranier, uhygge og halloween, men jeg kan også lide Peter Plys, tøjdyr og katte. Jeg har aldrig været udsat for, at skulle forklare min kærlighed til Peter Plys, eller min samling af tøjdyr, der for øvrigt stadig bliver udvidet! Så sent som i sidste måned købte jeg en Minion bamse i Fakta, og selv om folk måske synes det er skørt, så stiller de ikke en masse spørgsmål om, hvorfor jeg købte den, og hvorfor jeg synes plysdyr er søde... 

Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg vil hen med det her, som sædvanlig får jeg rodet lidt rundt i tingene, og har måske tabt tråden lidt. Men det jeg tror jeg vil frem til er, min undren over, hvorfor nogle ting er mere acceptable end andre at interessere sig for, og hvorfor det skal være nødvendigt at skulle forsvare sine interesser, i stedet for, at folk bare acceptere en som man er, uden at stille spørgsmål.. Jeg ved godt at mit syn på, og forhold til døden måske er anderledes end de flestes, men det gør vel ikke at den er mere rigtig, eller forkert end andres? Det er et svært emne at snakke om, da mange har lidt berøringsangst over det. Personligt mener jeg, at det er vigtigt at forholde sig til døden, til sin egen dødelighed, og til dem man holder af's dødelighed. Vi skal alle se døden i øjnene en dag, enten som pårørende til en afdød, eller når vi en gang selv krepere. Så hvorfor ikke snakke om det, gøre op med sig selv, hvordan vil jeg gerne her fra? Vil jeg begraves, bisættes, eller vil jeg donere min krop til videnskaben? Spørgsmål der for mig, er væsentligt mere vigtige end hvorfor jeg godt kan lide at pynte mit hjem med kranier...



Min samling af ægte kranier og knogler. De fleste af knoglerne har jeg selv fundet ude i skoven. Det store kranie (måske et får?) fandt min far for mange år siden nede i lyngen. Rævekraniet og andekraniet har jeg selv renset for skind, kød osv. mårkraniet har naturen renset for mig. Siden dette billede er taget, er der også kommet et kattekranie til samlingen, og så har jeg to små flagermus gravet ned ude i haven, som jeg venter på, skal blive renset. Min samling af ikke ægte kranier er væsentligt større, men jeg har aldrig samlet dem, og ved faktisk ikke hvor mange jeg har... Måske jeg skulle lave en optælling en gang! :D

mandag den 12. oktober 2015

Tålmodighed! - kunsten at bage fødselsdagsboller!

Jeg plejer at være et ret tålmodigt menneske, sådan generelt og i de fleste sammenhæng, bare ikke lige når det kommer til hævetiden på boller.. Der har jeg absolut ingen tålmodighed overhovedet! Jeg plejer at bikse en dej sammen, og så direkte i ovnen, for det der forhævning det er da tidsspilde og noget pjat...

I dag har min mand.......... jeg skal altså lige vænne mig til at skrive sådan.. I dag har min mand fødselsdag, og i dag er det faktisk også præcis en måned siden vi blev gift!! Det er lidt vildt.. Nå, men nu er jeg så allerede ude på et sidespor! Det var hævetid og boller vi kom fra!! I dag har min mand fødselsdag, og i den anledning, tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave sådan nogle rigtige fødselsdagsboller.. Som sagt så gjort! Og i dag, tænkte jeg så også, at det måske var en ide at prøve at følge de forskrevne hæveanvisninger, og så se hvad resultatet så blev...

I første omgang fandt jeg så en opskrift på nettet, hvor dejen først skulle hæve 30 minutter, og derefter skulle formes til boller, og så hæve yderligere 30 min. fint tænkte jeg, det har jeg vist fint med tålmodighed til i dag.. Jeg får lavet dejen, og sætter den til at hæve et lunt sted, og med bageuret tikkende i baggrunden, kunne jeg jo så passende gå ind og vække min mand...... min mand.. *fnis*... Ej undskyld, nu skal jeg nok lade være... og synge fødselsdagssang for ham..

Den halve time blev så godt nok til tre kvarter, der var lige en kat der skulle kløs bag ørerne, og lidt andre ting der skulle ordnes. Men da jeg så endelig kommer ud til dejen, er den nærmest kravlet ud af skålen! Fantastisk tænkte jeg! Den har da hævet lystigt.. Ud med dejen, og igang med at forme boller, da det slår mig, nu jeg alligevel er igang med at gøre tingene rigtigt, så må jeg hellere gøre det endnu mere fint, og så på ægte bagedyst manér, veje bollerne af, så de får den samme størrelse! Frem med telefonen og lommeregneren, 1883 g. dej divideret med 30, og der stod jeg så, med en meget lille klat dej, der skulle formes til en bolle... Aaaah tænkte jeg, det er eddermame en lille bolle det der! 62,7 g. bolle syner bare ikke af ret meget, når det er en klump dej...

Nå, jeg skipper sgu lige det med de 30 og laver bollerne lidt større.. De endte så på 101 g. hver.. (du må ikke spørge mig, hvorfor det lige blev 101 g. det var vidst bare det, den første klump dej vejede...) Jeg går igang med at veje dej af, og ender ud med 18 fine runde boller, og en lille en af restdejen ved siden af.. Og så skulle de jo så efterhæve i yderligere 30 min. Igen, bageuret til, og mig ind til computeren og stene lidt facebook, tjekke mail osv. mens bollerne hævede..

Uret ringede, og jeg var selvfølgelig lige igang med at læse en artikel, så der gik vel lige 5-10 min. mere inden jeg kom ud til bollerne.. Og lige der, da jeg løftede viskestykket, og konstaterede, at det da vidst nærmere var et brydebrød, end boller jeg åbenbart var igang med at lave.. kunne jeg jo sådan set godt se det fornuftige i de der 30 stk. frem for mine, nu meget overdimensionerede 18 + en lille en, og som helt sikkert ville vokse i hvert fald en smule mere i ovnen.. Nå ja hva skidt, så laver vi brydebrød i stedet for...Bollerne skulle så lige pensles med æg, før de kunne komme i ovnen, og da dette var gjort, blev mit, næsten brydebrød, sat ind, og uret stillet.

13 min. senere var første omgang boller færdige, og de var dog ikke helt vokset sammen, så det blev kun til et semi-brydebrød/boller. Nu kan jeg jo så godt se, ideen med det der hævetid, efterhævetid osv. for nøj, en omgang luftige, dejlige og ikke mindst lækre boller jeg der fik lavet!! For eftertiden, må min tålmodighed lige tage og strække sig, så jeg overholder hævetiderne til punkt og prikke! For sikke da en forskel fra mine, trods alt gode, men lidt tunge, og bombastiske boller, til disse florlette fluffybløde næsten-brydebrød! Jeg er så spændt på, hvis der da er nogen tilbage i morgen, hvordan de så er, i forhold til dem jeg plejer at lave, som er temmelig kedelige og tørre dagen derpå..

En vigtig lektie jeg her har lært mig, tålmodighed er vitterlig en dyd, og en bolle skal hæve, det en bolle nu skal hæve!